Ankomst

Afgang

Voksne

Børn

Værelser

Hotellets historie

Historien om Hotel Faaborg Fjord og Villa Horseløkke går mere end 200 år tilbage og starter i 1808, da en driftig ung mand opfører en bindingsværksejendom på matriklen for at drive landbrug og samtidig ernære sig som kroejer af ”Røde Kro”.

Kroen blev hurtigt meget populær, både i Faaborg og opland, fordi tilrejsende til Faaborg på markeds- og torvedage altid lige fik sig en forfriskning og en svingom på kroen, inden de drog hjem igen. Men også faaborgenserne tog hurtigt stedet til sig, og Røde Kro var i mange år et yndet udflugtsmål og endestationen for mange søndagsspadsereture, sikkert pga. kroens skønne omgivelser.

Efter århundredeskiftet blev den nu aldrende bindingsværksbygning revet ned, og i 1914 blev der rejst nye bygninger på stedet, inkl. den nuværende villa. Ejeren, som i øvrigt drev landbrug på stedet, omdøbte villaen til ”Villa Horseløkke”, hvilket den stadig hedder i dag.

I mange årtier blev stedet brugt til både landbrug, sommerpensionat, opdræt af svin, cykelværksted og et væld af andre aktiviteter. I 1960’erne var aktiviteterne stilnet hen, og bygningerne var tomme og forladte. Man besluttede derfor at rive dem ned og i stedet opføre en servicestation og bilforretning.

Patriciavillaen, Villa Horseløkke, fik dog lov at blive stående, og blev i 1960 købt af dansk-afrikaneren Peter Horn, som omdannede den til et hotel. Det skulle vise sig at blive en rigtig god forretning, og han besluttede sig derfor for at udvide hoteldriften med det resultat, at Hotel Faaborg Fjord i 1981 så dagens lys.

Over årene har hotellet haft skiftende ejere, men er samtidig også vokset og vokset, både i kapacitet og faciliteter. Den nu 100 år gamle Villa Horseløkke står stadig stolt og rank og byder velkommen ved indkørslen til hotellet. Både villaen og hotellet står i dag meget flottere og mere moderne, end de nogensinde har været – både inde og ude.

Efter en gennemgående renovering/modernisering og nyt ejerforhold i foråret 2014 med opdateret AV-udstyr i vores konferenceafdeling med plads til 700 personer og i resten af vores lokaler, en meget hurtigere WIFI adgang, ny renoveret restaurant og toiletter, en totalrenovering af Villa Horseløkke med 2 eksklusive suiter på 1.salen med udsigt over fjorden og lækre VIP mødefaciliteter/selskabslokale/lounge, fremstår Hotel Faaborg Fjord i en helt ny udgave med 4-stjernet Hotel og Konferencefaciliteter.